A

Juhue - jeg har læst en bog mere. Måske er jeg så småt ved at komme tilbage iblandt de læsende... Morten Sabroe har begået 'Du som er i himlen' - en bog, der egentlig skulle have været en biografi af Hillary Clinton, men som endte med at blive en form for følelsesmæssigt mausolæum for hans afdøde mor. Det lyder umiddelbart underligt, men ikke desto mindre har bogen fået overvejende gode anmeldelser. Den har også fået en del tæsk, men dem springer jeg over og tilslutter mig de gode anmeldelser.
 
Det var en GOD bog, altså! Og jeg blev efterladt med en underlig form for glæde - paradoksalt nok taget i betragtning, at bogen omhandler et ret alvorligt emne; Morten Sabroes opgør med sin afdøde mor; "Leni Riefenstahl i badedragt". Det er vel de færreste, der vil bryde sig om dén sammenligning, og jeg er da også sikker på, at mor Sabroe vender sig, hvorend hun nu residerer - "Maybe our mother didn't die and go to heaven after all".

Men jeg er glad alligevel, for det er en bemærkelsesværdig bog. Sørgmunter, melankolsk, fanden-i-voldsk og frem for alt rensende, forstået på den måde, at man i løbet af bogen fornemmer, hvordan Morten Sabroe langsomt, tøvende, men sikkert får afløb for den ophobning af vrede og sorg, der har huseret i ham. Han får afløb for sin dødsangst, sin tryghedsnarkomani og alle de andre tabu-belagte 'sscchyyy-dem-taler-vi-ikke-om'-sider og er dermed ikke bleg for at udstille sig selv. Endda på en måde som kun helt fastetablerede skriverkarle kan gøre det for ikke at ødelægge sit gode navn og rygte og dermed sin fremtidige karriere.
 
Nogle anmeldere har kaldt den del af bogen, der primært vedrører Morten Sabroes selvransagelse, for noget værre klynkeri (de brugte vist ikke lige de ord, men meningen var god nok), men jeg er ikke enig. Jeg mener, at den er en nødvendig del af vejen mod slutningen på mesterværket, der i sandhed har noget på hjerte. Jeg skiftevis grinte og græd, da jeg 'Du som er i himlen', og jeg må tilstå, at der skal uTROLIG meget til, før jeg græder over en bog. Men det understreger blot, hvor meget i sine følelsers vold man er, når man begiver sig ind i hr. Sabroes eget følelsesregister. 
 
"Ligesom drenge kan more sig med at rive vingerne af en flue for at se den vandre af sted, hjælpeløst bundet til jorden, sådan kan en dreng der er blevet valgt til verdens mægtigste embede, rive vinderne af en kvinde, så hun aldrig kommer til at flyve igen." 

"... Så drejer floden, og du kommer ind i det smukkeste landskab. Der er de smukkeste blomster, der er sommerfugle, der er en duft så sød som...
Hun bevægede sig. Rejste sig langsomt op på albuerne, drejede hovedet og så på mig som en fugl med døde øjne. Så hvæsede hun gennem de fremstående tænder: "Vil du godt lade være med det dér!"
Hun blev siddende oprejst nogle sekunder og stirrede blindt på mig. Så lagde hun sig tilbage på madrassen, lagde sig for at trække vejret, så godt og så længe hun kunne. Døde videre."

Det er jo ikke nogen overraskelse, at der rent sprogligt ikke er noget at komme efter. Det skulle da lige være kommateringen, som er noget anderledes, end jeg er vant til. Det er måske det nye komma (der jo ikke er så nyt længere - det er faktisk så gammelt, at det er udgået igen) eller pausekommatering eller noget helt tredje. Men det er ikke noget, man ikke kan vænne sig til.

Egentlig bryder jeg mig ikke specielt meget om forfatteren. Som person, forståes. Selv om jeg naturligvis overhovedet ikke kender ham og formentlig end ikke har set ham på gaden. Indtrykket, jeg har fået af ham gennem interviews o.lign., er bare ikke det bedste. En mand med issues, som det jo hedder på moderne dansk, kan man vist godt kalde ham, men det forhindrer ham jo ikke i at skrive. Som en drøm og lige ind i A's lille julehjerte...

Jan Guillou. Feteret svensk forfatter. Manden bag korstogsserien om Arn. Og en milliard andre bøger, som jeg (heller) ikke har læst. Jeg kender ham ikke særlig godt. Og det tror jeg egentlig er meget fint. Nu. Men jeg kunne da ikke sige mig fri for at være lidt nysgerrig - hvem var den forfatter, som lovprises som tusindkunstner; samfundssatiriker, dramatiker OG krimiforfatter?

Jeg siger ikke, at jeg med en bog har afdækket samtlige facetter i hr. Guillous forfatterskab. Det kan meget vel være, at han har ramt plet med sine andre krimier. Eller korstogsserien (som alle, jeg kender, der har læst bøgerne, af en eller anden grund er meget ivrige efter, at jeg skal læse). Ken Follet brugte jo også størstedelen af sin tid på at skrive ubrugelige kriminalromaner indtil han lige pludselig begik den helt fantastiske 'Jordens søjler'. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af det. For lige nu er jeg mildest talt lidt pas (er det ikke sådan, de unge siger?!) på Jan-drengen.

Men altså. Litteratursiden kalder 'Tyvenes marked' for "velskrevet, spændende og kras", samt en "pragtfuld, satirisk fremstilling (udstilling) af de åleglatte og ubehagelige direktører samt deres afkom". Den mening skal anmelderen selvfølgelig have lov at have, men jeg erklærer mig lodret uenig. Velskrevet er en sandhed med modifikationer - selve 'brødteksten' er der i og for sig ikke noget galt med. Der er heller ikke noget galt med ordstillingen eller sætningerne, der er lige ud af landevejen. Det er (som med så meget andet) naturligvis en smagssag, men sjældent har noget irriteret mig så meget som den heftige brug af (dårlig) dialog, der forekommer i bogen. Den er søgt, synes jeg. Søgt kras, søgt satirisk og ikke synderligt spændende. Naturligvis er der enkelte cliffhangere hér og dér - det dikterer genren ligesom, at der skal være - men i det hele taget, synes jeg, at bogen er unødig tung at komme igennem.

Jeg kan godt se, hvor Litteratursiden vil hen, når den kalder forfatteren for samfundssatirisk, men i mine øjne er han snarere samfunds-arrig - karaktererne (og deres tilhørende dialoger) er så karikerede, at det skurrer i både øjne og ører. Emnet om, at velstillede i en vis udstrækning bliver behandlet bedre i retssystemet, hvad enten det så skyldes de uanede summer, de kan smide i deres forsvar eller helt andre ting, er sådan set relevant nok, men det kunne være gjort meget mere elegant. For som bogen fremstår her, fatter jeg ikke så meget antipati mod de rige som mod forfatteren, der i alle henseender skærer højindkomst-mennesker over samme kam; Nemlig at de bærer rundt på et indestængt had til autoriteter, kvinder (i hvert fald de mandlige af dem) og middelmådighed.

Jeg tør ikke sige, hvorvidt Jan Guillou engang har haft en overmåde ubehagelig oplevelse med en megetmeget rig person, men under alle omstændigheder bør det ikke skinne så kraftigt igennem i hans bøger (bog).

Sidehistorien om Anna Lindhs morder, der bliver forsøgt sluttet på formodentlig subtil vis i epilogen falder til jorden og - synes jeg - er et mystisk forsøg på at tilføre bogen politisk relevans. Det eneste dén sidetråd gør for mig, er, at jeg ikke behøver slå op forrest i bogen for at finde ud af ca. hvornår bogen er skrevet.

Den romantiske sidehistorie er underligt uafsluttet og "god" i forhold til al bogens underliggende galde. Men det var den, der fik mig til at læse bogen til ende frem for at arkivere den lodret (lidt tøsepiget er man vel altid?! :-)), så den vil jeg ikke genere yderligere.

I det hele taget vil jeg indstille skytset mod Jan Guillou nu. Det ER trods alt ikke hans skyld, at jeg valgte at læse hans bog... Men det sker næppe igen...

Ligesom Cyclone Bill er Stieg Larssons 'Mænd, der hader kvinder' en af de bøger, jeg længe har villet give mig i lag med, men som jeg ikke liiiige har fået taget mig sammen til at læse. (Med mindre det selvfølgelig hænger sammen med, at jeg stort set ikke har læst andet end Weekendavisen og Netto-reklamerne i den sidste tid). Men nu har jeg altså læst den.

Jeg er begejstret.

Ret skal være ret - det er en krimi, og derfor hersker denne genres banalitet også i bogen. Men det kan jo ikke være anderledes - havde Stieg Larsson afveget betragteligt fra genrekonventionerne, skulle trilogien have haft et ganske andet prædikat end 'krimi'. Normalerweisse er jeg ikke en særlig stor fan af krimier. Bevares; Jeg læser da en enkelt i ny og næ, og lidt spænding har aldrig skadet nogen, men det ingenlunde krimier, der er mit første bogvalg. Ved egentlig ikke hvorfor, men jeg har en idé om, at det dels skyldes søgte plot, dels et ofte uhjælpeligt sprog. Denne krimi er imidlertid endog meget velskrevet. Sætningerne komplementerer smukt hinanden, og til trods for den banalitet som Cyclone Bill også harcelerer over, er det en fornøjelse at læse. Og (det er næsten det, der begejstrer mig mest, til trods for, at Stieg Larsson ikke har haft noget som helst med det at gøre) - der er INGEN stave-/trykfejl. Jeg opdagede kun en enkelt typo på de knap 600 sider, så jeg er glad... :-)

Hvorvidt historien i sig selv holder vand, vil jeg lade være op til andre at bedømme. Selv er jeg ikke sikker, men jeg er ligeglad. Jeg er også ligeglad med, om der er kød nok på partnerskabet Blomkvist/Salander til endnu to bøger. Det er godt skrevet tidsfordriv, så jeg skal læse dem under alle omstændigheder. I øvrigt sender jeg lige en lille tak til forlagenes priskrig - den gjorde nemlig, at jeg erhvervede mig bog nr. 3 til den latterligt lave pris af 85 kr. Nu mangler jeg bare 2'eren...

Der var engang i en ikke så fjern fortid, hvor jeg rent faktisk læste bøger. Bøger af mere eller mindre høj kvalitet. Bøger, der i et eller andet omfang berigede mit liv. Det er slut nu. I tre måneder har jeg åbnet to bøger - for blot at lukke dem igen. Ikke, at der var noget galt med dem (eller - jo, faktisk så var der ALT galt med Gabriel Garcia Marcez' 100 års ensomhed, men det er en historie for sig, der næppe bliver skrevet, eftersom jeg SIMPELThen ikke kan få læst det fabelagtige bras færdigt!), men ene og alene fordi jeg ikke aner, hvornår jeg skal få TID til at læse.

Det er selvfølgelig fedt at være blevet voksen og have fået job og være begyndt at tjene penge (og nu har jeg også fået afleveret mit skattekort, så de ikke trækker en milliard procent næste gang, der kommer løn), men det betyder altså også, at min fritid er blevet så meget desto mere dyrebar. Hermed ikke være sagt, at det ikke er værdifuldt at læse bøger. For det er det. Meget endda. Og derfor er paradokset da også desto større, når jeg sådan nedprioriterer det skrevne ord.

Men det er bare som om, at jeg - efter specialet blev afleveret, og jeg fik læst og genlæst samtlige Harry Potter-bøger - ikke rigtig har magtet at lade mig fordybe i en bog. Jeg håber så SANDElig, at det bare er en overgang. Et lille litterært bump på vejen, om man vil. For jeg savner rent faktisk at læse. Jeg gider bare ikke...

Det her bliver en underlig boganmeldelse. Både fordi Mark Haddons A Spot of Bother er temmelig underlig, og fordi det er omkring 4 måneder siden, jeg har læst den (hvilket ikke gør den mindre underlig i min erindring, skulle jeg hilse og sige). Grunden til, at jeg har læst den og ikke skrevet en anmeldelse er, at det er en b(l)ogklub-bog, og tanken var i sin tid, at jeg først ville anmelde den, når vi havde afholdt b(l)ogklub i januar. Men af flere forskellige årsager blev datoen for læse-/sprut-hygge udsat, og nu - 4 måneder senere - har vi så endelig fået nedsat en dato. Og jeg er blevet nødt til at melde afbud. Øv!
 
Der er vist noget med, at man helst ikke må stemple en bog 'god' eller 'dårlig' (eller 'underlig' for den sags skyld), men det er vist mest, når man diskuterer bogen i en gruppe, at det kan være et problem, så jeg vælger at overhøre retningslinjerne og give den alle de prædikater, jeg vil... :-) 
 
Det var min idé, at b(l)ogklubben skulle læse A Spot of Bother, og derfor anser jeg det da til dels også for min skyld, at b(l)ogklubben har været på opløsningens rand. Men synkroniserede kalendre og tæppebombninger med mails gjorde noget ved dén sag, så nu har jeg ikke så dårlig samvittighed længere (altså lige bortset fra, at jeg så alLIGEvel er blevet nødt til at aflyse).
 
Men altså. Bogen. A Spot of Bother. Enhver, der har læst The Curious Incident of the Dog in the Nighttime kan sige sig selv, at efterfølgeren umuligt kan være skåret over andre kamme end den let besynderlige. Men dermed ikke være sagt, at bogen er dårlig. Den er bare... anderledes. Og så fik jeg en ganske bestemt fornemmelse, som er ret svær at beskrive, hver gang jeg greb bogen for at læse i den. Irritation blandet med nysgerrighed, tror jeg. Og en lille smule fryd. Det burde måske bekymre mig, at jeg tilsyneladende ikke har samme humor som boganmeldere, men heller ikke mht. A Spot of Bother er jeg enig i, at den er lårklaskende morsom. Den er finurlig, forunderlig og forvirrende, men ikke sjov!
 
Pensionist George Hall vågner en morgen med eksem på sin ene hofte og formår at overbevise sig selv om, at han er uhelbredeligt syg af kræft. Dog deler han ikke omfanget af sine bekymringer med nogen, netop måske hvorfor han formår at spinde sig længere og længere ind i alvorligt destruktive tanker. Hans kone Jean er mildest talt uopmærksom, eftersom al hendes opmærksomhed er kanaliseret over på og i Georges tidligere kollega, David, som hun har en affære med. Børnene Katie og Jamie forsøger at holde sig uden for det, de betragter som en midtvejskrise, men Jamie bliver ufrivilligt trukket ind i faderens bekymringer, da denne føler en usigelig trang til at betro sig til ham på selvsamme dag, som Katie skal giftes - med Ray, som ingen i familien kan lide.
 
Historier og skæbner, der skiftevis minder om Bridget Jones & venner og familien Lambert fra The Corrections væver sig ind i hinanden og giver unægteligt anledning til nogle pudsige (for ikke at sige bizarre) episoder. Og man kan ikke lade være med at holde af George Hall, selv om man af og til at lyst til at give ham et wake up call, der kan høres helt ovre i Nordjylland. Mark Haddon er dygtig, det kan der ikke herske nogen tvivl om. Han har en sjælden evne til at skildre personer hudløst ærligt - med alle facetter; både de positive og de negative og de helt og aldeles irriterende og frastødende, som alle er indehavere af, og som kun de færreste vil vedkende sig.
 
Så alt i alt vil jeg anbefale bogen. Forvent dog ikke at kunne skøjte hen over siderne uden at dykke dybere ned i lagene, som det var muligt med The Curious Incident..., omend den også vinder ved nærlæsing og tolkning. Der er ikke meget letbenethed over A Spot of Bother, nemlig...

Jaja - chick lit igen. I know. Det er en uskik! Men min fritid er pt. så sparsom, at de bøger jeg læser, maksimalt må have et lixtal på 10 og et indhold, der kræver 0,001 kb hjernekapacitet. Cirka. Undskyldninger er der nok af, men læst er læst, så better go on with the review...

Shane Bolks (som i øvrigt er en kvinde? Efter at være vokset op med Degrassi Junior High troede jeg, at Shane var et drengenavn?) har skrevet en fin lille bog. Godt nok passer titlen ingenlunde til indholdet, men nu ER min version af bogen jo også en "uncorrected proof, not for sale" (tak til SHA for at have givet den til mig ved sidste Blogklubmøde for snart længe siden), så hvem ved, om den er kommet til at hedde noget andet i handelen...

Handlingen er - det er der vel i øvrigt nærmest stillet lovkrav om i denne genre - temmelig banal. Rory er en lettere neurotisk revisor, der konsekvent føler sig malplaceret og bare ønsker at være lige så sød, smuk, sjov og populær, som hun er sikker på, alle andre er. Hun har en mild besættelse af alt Star Wars-relateret, og når hun skal klare hverdagens små strabadser, antager hun mental skikkelse af Prinsesse Leia. Og hun får alvorligt brug for the Force, da hendes high school crush, som hun altid har beundret på afstand (og tilsyneladende har brugt al sin vågne tid på at tænke på i små 18 år), begynder at have sin daglige gang på kontoret.

Der er altså lagt i kakkelovnen til en uendelig simpel historie her - en historie, som faktisk forstyrres ganske betragteligt af de mange henvisninger til Star Wars (hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg fuldstændig ignorant, hvad angår selvsamme film) og Rorys voldsomme mangel på såvel selvtillid som selvværd. Men alligevel syntes jeg nu, at bogen var lidt hyggelig.*

Den øredøvende morale om at acceptere sig selv, som man nu engang er, gennemsyrer hele bogen, men det bliver den jo ikke mindre sand af. Hvem kender ikke fornemmelsen af at føle sig helt og aldeles kejtet og udenfor, og selv om jeg på ingen måde har oplevet det i samme grad som Rory, var der noget genkendeligt ved situationen alligevel. Den evige (meget feminine) tvivl om, hvorvidt man nu er god nok, idéen om, at man bliver helt grå og/eller usynlig, når klassens smukkeste pige træder ind ad døren, osv. osv. Hermed ikke være sagt, at jeg har fundet svar på eksistentielle spørgsmål ved at læse triviallitteratur, men det er altså ikke den dårligste chick lit, jeg har læst. Om ikke andet udgjorde den en glimrende følgesvend i på min i alt seks timers togrejse igår. Hm. Nå. Som sagt - undskyldninger er der nok af...

*Dette skyldes muligvis, at min hjerne er propfyldt med speciale, så der er desværre ikke plads til kritisk sans.

For et par dage siden nåede jeg til vejs ende i en af mine julegaver - A Short History in Ukrainian af Marina Lewycka. Jeg har ikke været i gang med bogen siden jul, forstås, men jeg har bare først taget mig tid til at få den læst for nylig.

Da jeg var færdig med den, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle synes, så jeg valgte at summe lidt over den et par dage og se, om jeg kom frem til en mere entydig mening. Det har imidlertid ikke være tilfældet. Jeg sidder stadig og funderer over den, hvorfor jeg går ud fra, at det næppe bliver bedre. Ergo: ét stk. boganmeldelse coming your way.

"Don't judge a book by its cover" er der en viis sjæl, der engang har ytret, og den anbefaling viser sig også at holde stik i dette tilfælde. 'A Short History...' ser nemlig både kedelig og utilgængelig ud med sin lille, tykke facon, sit indfarvede genbrugspapirsomslag og en umiskendelige østblok-fornemmelse hængende over sig. Men indeni den kedelige skal gemmer der sig en sprudlende, farverig historie (det er der sikkert noget symbolik i, det der med at være kedelig udenpå og sprudlende indeni, men dén lader vi lige ligge) om den ukrainske immigrantfamilie Mayevskyj, der mildest talt ikke skal beskyldes for at være prototypen på en velfungerende britisk kernefamilie. De to midaldrende døtre Vera og Nadezhda har ikke talt sammen i en menneskealder og bærer begge rundt på en blytung byrde af gensidig indestængt negativitet, men bliver tvunget til at samarbejde, da deres aldrende far efter moderens død kaster sin kærlighed på unge ukrainske Valentina. Valentina går i lårkorte nederdele og har en forkærlighed for grønt satinundertøj, færdiggretter og det vestlige liv. Vera og Nadezhda finder sammen i fælles mangel på sympati for den umage match, deres far og 'vampen' udgør, og de har ikke i sinde at helme, før forbindelsen mellem parret er brudt.

I mellemtiden bliver især Nadezhda dog højst engageret i Valentinas liv og udvikler nærmest en form for besættelse af, hvad Valentina gør hvornår og hvorfor. Bogen skildrer indtil flere telefonsamtaler mellem de to søstre, hvor Nadezhda beretter minutiøst, hvilken udvikling der nu er sket i sagen. Vera lytter sultent og tager på visse tidspunkter også sagen i egen hånd, så heller ikke hun kan sige sig fri fra at være uinteresseret i sin fars nye kærlighed.

I løbet af de 324 sider følger man altså familien Mayevskyjs kvaler, og man får indblik i en kultur og en historie, som man (jeg) ikke vidste noget som helst om i forvejen - Ukraines skrækkelige oplevelser under krigen og de dæmoner som dem, der har været en del af det, stadig må kæmpe med.

Af og til irriteredes jeg voldsomt over den smålighed, der gennemsyrer hele historien - andre gange var det selvsamme smålighed, der gjorde bogen læseværdig. En fascinerende ambivalens, og sandsynligvis den, som holdt mig op på at læse bogen til ende.

Jeg er ikke enig i anmeldernes dom om, at A Short History of Tractors in Ukrainian er unputdownable og hysterisk morsom. Jeg kunne nemlig let lægge den fra mig og lo vist overhovedet ikke. Alligevel kan jeg godt anbefale bogen, da den er meget anderledes. I hvert fald anderledes fra, hvad jeg ellers plejer at læse. Forfatteren evner at skabe en stemning af hhv. afmagt, vrede, munterhed og god gedigen desperation, og netop dén cocktail gør bogen interessant...

Så er der dømt chick-lit! Af absolut værste skuffe! Litteraturens svar på 'fat camp'-realityprogrammer, hvor tilhørerne skiftevis græmmes og væmmes, men desværre alt for sjældent underholdes. Var man i sit grove hjørne, kunne man næsten foranlediges til at sige, at man spildte sin tid...
 
Helen Dunnes 'Light as a feather' er en meget let (høhø) sag, både sideantalsmæssigt og indholdsmæssigt. Men en så tynd historie kan også uMUligt trække mere end de 264 sider, som den strækker sig over. Der må være en grænse for, hvor meget man kan berette om en overvægtig pige, der starter et chat-room for andre overvægtige piger/damer, mens hun går så grueligt meget ondt igennem.
 
Vi har her at gøre med chick-lit, der har iklædt sig nøjagtig samme kappe som dens klassekammerater, men som uheldigvis ikke formår at fremstå som andet end en wannabe. 'Mutton dressed as lamb', om man vil. Indholdet består af ét stk. sympatisk hovedperson med arbejde i PR-/mediebranchen, et par ekstra kilo at kæmpe med og en temmelig sløj selvtillid. Heldigvis er hun udstyret med et par alvorligt gode venner og et familiebagland, der trods deres 'totalt for langt ude zkør- og zkævheder' er lavet af guld og honning og kun vil hende det bedste i hele hele verden. Så langt, så godt.
 
I denne bog kan man dog desværre også finde en absolut falden-på-halen over det fantastiske fænomen internettet (bogen er fra 2002, så det er ikke fordi internettet lige netop havde set dagens lys, da den blev skrevet) og usigelig, himmelråbende dumhed fra 'de onde' i historien. Dumhed overdrevet i en grad, der tangerer pinlighed - sjovt nok hverken for hovedpersonen eller dennes rivaler, men for hhv. forfatter og læser. De replikker, der fra forfatterens side uden tvivl er tænkt som en 'nu skal jeg vise jer, hvor jeg kan, med mine ætsende spydige bemærkninger'-kækhed falder til jorden med et brag, og man må som læser flere gange gå korporligt til værks for at rette sine krummede tæer ud igen.
 
I øvrigt er bogens sprog (heller) ikke noget at råbe hurra for. Sædvanligvis læser jeg engelsk litteratur på engelsk (så vidt muligt), og det samme gjorde jeg med 'Light as a feather', men i dette tilfælde kunne det faktisk være, at det ville have hjulpet, hvis der havde været en oversætter inde over for at eliminere nogle af de allerværste banaliteter.
 
Nogle vil måske undre sig over, hvorfor jeg læste denne bog til ende. Og det er jer velforundt. Undr away! Det gør jeg i hvert fald selv...

For fire-fem år siden læste jeg Erling Jepsens 'Kunsten at græde i kor' - en bog om ondskabens sande ansigt som det viste sig i den sønderjyske muld. Nu har hr. Jepsen begået endnu en roman, 'Frygtelig lykkelig', som også udspiller sig tæt på vores tyske underboer. Nærmere betegnet i den lille by Højer (den med spegepølserne), hvor grundvandet står højt, og indbyggerne har sin helt egen måde at klare tingene på.
 
Robert Hansen (ikke ham fra Anja & Viktor) er politibetjent i København, og ikke nogen specielt dygtig en af slagsen. Derfor overflyttes (degraderes, om man vil) han i en alder af 34 til stillingen som landbetjent i Højer. En by, hvor kriminaliteten er påfaldende lav - i hvert fald på overfladen. Men som altid i dramatiske romaner er der jo noget, der ikke er, som det giver sig ud for. Der er meget, der ikke er, som det giver sig ud for, faktisk.
 
Erling Jepsen er dramatiker til fingerspidserne, og ligesom i 'Kunsten at græde i kor' er det lykkedes ham at opbygge et dybt forstemmende univers af tragikomik og almindeligheder. Generelt er romanen velskrevet, men min udgave var desværre udstyret med en pæn portion slå- og stavefejl, hvilket i det lange løb er temmelig irriterende.
 
Det er muligt, at 'Frygtelig lykkelig' er tænkt som en socialrealistisk skildring af livet i Sønderjylland og det er muligt, at nogle af fakta rammer lige på kornet, men historien i sin helhed rammer ikke mig som sådan. Det er en fin lille roman, og en tur til og fra Århus (i lyntog, inklusive  en hel del overspringshandlinger) er rigeligt til både at fortære og fordøje den...

Siden jeg nu er igang med at forherlige de bøger, jeg har ladet mig inspirere af herfra, kan jeg da ligeså godt fortsætte med endnu en af slagsen. Det er Simon Fruelunds 'Borgerligt Tusmørke', der er tale om - en net, lille bog, som i sandhed ikke har taget ret lang tid at læse. Godnatlæsning i går + buslæsning i dag = færdiglæst bog.

At den er hurtigt læst behøver dog ikke at betyde, at den er hurtigt glemt. Indrømmet; Jeg var skeptisk, da jeg slog op på første side, og et lille univers af umiddelbart ubetydelige plamager af tekst åbenbarede sig for mine øjne. Ord som "novelle-bras" og "pseudo-digter" trængte sig på, men jeg bed dem i mig og begyndte at læse - og blev belønnet med 110 siders fin prosa. Prosa, som når ind under huden, og som afholder sig fra at være prætentiøs. Og tak for det - de korte afsnit kunne nemlig nemt blive for selvsmagende og episk digt-agtige, men det er heldigvis behændigt undgået.

Bogen er primært en skildring af livet på Dantes Allé i en forstad til København, sekundært en boligblok i samme område - beskrevet husstand for husstand. Beskrivelserne er korte og kan umiddelbart forekomme ligegyldige, men når man blot et par sider ind i bogen, opdager man, at skildringen er fornemt stykket sammen. Mange af de små betragtninger er nemlig subtilt sammenhængende - nr. 34 referer til nr. 49, nr. 13 refererer til nr. 11. tv, nogle enkeltpersoner nævner andre, osv. Jeg greb mig selv i at 'snyde' og bladre frem til eksempelvis nr. 49, fordi referencen fra nr. 34 insinuerede en historie, som jeg ikke kunne vente 15 numre med at læse... Så man kan vist godt sige, at jeg blev grebet af bogen.
 
Desuden er jeg ret begejstret for titlen, som også indgår i en af skildringerne - nærmere betegnet nr. 57, som meget fint beskriver de forskellige typer tusmørke i forstaden.

Det borgerlige tusmørke er fra seks til tolv grader, og her begynder de kraftigste stjerner at tone frem. De enkelte træer kan skelnes uden problemer. [...]
- Hvorfor er du pludselig så interesseret i den slags? spørger hans kone.
- Det er godt at tænke i, siger han. Man ser tingene klarere.
Hun ryster på hovedet som en der kunne finde på at sige "Jeg har aldrig hørt noget lignende".
De har været gift i 37 år.
Han kigger bare.
Han har set hende stå nøgen i vinduet og tale i telefon.
 
Der forekommer også indtil flere referencer til Dantes 'Den guddommelige komedie', ligesom bogen angiveligt er skrevet med fonten MT Dante. En fiks lille underfundighed - især, hvis bogen rent faktisk var skrevet i MT Dante. Snyd ikke jer selv for Cyclone Bills storartede detektivistiske arbejde i dén forbindelse...
 
'Borgerligt tusmørke' er ikke en bog, man BØR læse. Men man giver sig selv en god, lille oplevelse ved at gøre det. Det er i hvert fald en god måde at forsøge at forstå, at det ikke bare er en selv, der har travlt med alle de gøremål, hverdagen og livet i det hele taget byder på. På alle sider af ligusterhækkene, gasbetonen og de hvidmalede stakitter udkæmpes dagligt små slag og sejre. Og dét er hr. Fruelund bestemt ikke ueffen til at krænge frem. Selv ikke med få ord.

Nu er tiden oprunden, hvor The Corrections af Jonathan Franzen er blevet færdiglæst, og den skal tilbage til biblioteket. Det har jeg det lidt svært med, for lige så gerne som jeg ville være færdig med den, lige så ked af det er jeg over at skulle af med den igen. Jeg ved godt, at jeg skal lade være med at knytte mig følelsesmæssigt til de bøger, jeg læser, men det er altså ikke lige noget, der kommer overnight. Glæder mig, til jeg bliver rig og berømt, og jeg kan købe alle de bøger, jeg forelsker mig i.
 
Jeg fik indirekte anbefalet The Corrections herfra, og lad mig med det samme sige, at det bestemt ikke er sidste gang, jeg har fundet inspiration til litteratur dér. Er dog desværre tilsyneladende ikke specielt litterær, for jeg må indrømme, at jeg - inden jeg læste Cyclone Bills anmeldelse af Jonathan Franzen - ikke havde hørt om forfatteren, men det har jeg nu, og det glæder mig usigeligt.
 
The Corrections er ikke nogen lille bog (568 sider for at være præcis) så den er lidt af en mundfuld at gå igang med. Men den er det hele værd, for hver side er et sandt festfyrværkeri af sproglig finesse og levende fortælling. Dermed ikke være sagt, at det er nogen 'hurtig' bog i den forstand, at den er sprængfyldt af handling. Det er en familieroman, der på dramatisk og tragikomisk vis tegner et billede af en familie på randen af opløsning; En familie, hvor hvert medlem tror sig mere 'normal' og mere berettiget til det gode liv end de øvrige. Indrømmet; hos familien Lambert sker der noget mere end hos alle mulige andre lettere dysfunktionelle familier, men det er stadig en familieodyssé, og her er action-niveauet jo typisk begrænset.

Jonathan Franzen har evnen til at lade læseren glædes, frydes, væmmes og græmmes med og over persongalleriet. Fra det ene øjeblik at opleve en voldsom antipati mod eksempelvis patriarken Alfred, drejer man om på en tallerken og får decideret ondt af den aldrende, Parkinson-ramte mand. Og det er det, der giver bogen det twist, som gør, at man kan tygge sig igennem samtlige sider uden på noget tidspunkt at få lyst til at springe et par kapitler over: at Jonathan Franzen beskriver mennesket på godt og ondt, og det gør, at man af og til - åh gru - kan kende sig selv i skildringen...
 
Nogle af de kritikpunkter andre stiller til denne bog er, at den er lang og kedelig, og at der ikke sker nok. Ævl og bævl og pladder! Læs den. Nu! Og lad være med at bruge lige så lang tid på den, som jeg har gjort. Det er helligbrøde!

Det fantastiske ved jul og nytår (ud over familiehygge og absurde mængder af mad og slik) er al den tid, man pludselig har på hånden. Tid er i min verden tit lig med læsning, og selv om jeg burde læse flittigt i Mark Haddons 'A spot of bother', som er lektie til næste b(l)ogklub-møde hos Kryddernelliken, kom jeg altså lige til at lægge den til side et par dage til fordel for Patrick Süskinds 'Parfumen - historien om en morder'.

Det er jo ikke gået min næse forbi, at filmatiseringen af selvsamme bog i øjeblikket hærger de danske biografer, og jeg er egentlig i syv sind over, hvorvidt jeg bør se den eller ej. Nogen holdninger til dén sag, kære Blogland - nogen, der har set den? Årsagen til min tøven er, at filmen har fået semi-gode anmeldelser, og jeg er bange for at ødelægge en meget fin læseoplevelse ved at se en filmatisering, som måske ikke lever op til den skrevne historie. Men det kan jo være, at jeg bliver positivt overrasket.

Hvorom alting er, er bogen i hvert fald anbefalelsesværdig. Jeg ved faktisk ikke, hvornår jeg sidst har læst noget af en tysk forfatter (dog ikke på originalsproget, trods alt - jeg sender hermed en stor tak til Birgitte Brix for at have leveret en meget dygtigt gjort dansk oversættelse dengang i 80'erne), men det er helt sikkert ikke sidste gang. I pågældende roman flyder sproget, og fortællingen både holder og fænger. Bogen er spækket med sanseindtryk (især de olfaktoriske, eftersom den primære handling er om parfumens historie og tilblivelse), og jeg undredes gang på gang over, hvor godt det er lykkedes Patrick Süskind at beskrive lugte og dufte vha. ord alene.

Som læser får man et godt historisk indblik i såvel 1700-tallets Frankrig som mystikken og magien omkring pafume generelt, men man får tillige en gedigen krimi, som ikke er nærig med de mere bestialske detaljer, hvad angår mord og lemlæstelse.

Og for en gangs skyld blev jeg overrasket over slutningen på en krimi. Som regel trevles hele handlingsforløbet op på forhånd efterhånden som siderne vendes, men ikke i denne bog. Eller - ikke hos mig, skulle jeg måske hellere sige (for det er jo meget muligt, at garvede krimi-læsere godt kunne regne den ud). Det er ikke nogen helt almindelig bog. Jeg fristes ligefrem til at kalde den underlig. Men også vidunderlig sine steder. Slutningen gør den ikke mindre underlig, men det skal ikke afholde jer fra at kaste jer over den. Den er i hvert fald ikke kedelig!

... en hulens masse mad og et minimum af aktivitet - så læser A, som var hun besat...
 
Juledagene er nu næsten overstået - jeg føler mig som en opfedet julegås, der er parat til at blive ført til slagtehuset, og jeg er dvask på en utrolig rar måde. Tror dog, at jeg kommer til at græde, hvis der er nogen, der tilbyder mig æbleskiver i de næste mange måneder, ligesom jeg også godt synes, at jeg kunne holde en lillebitte pause med både sild og chokolade (ikke sammen, forstås)...
 
Det er længe siden, at jeg har tilbragt så megen kvalitetstid sammen med familien. Et år siden, ret præcist. Og jeg havde helt glemt, hvor fantastisk det er bare at føle sig 1000% godt tilpas et sted. Dermed ikke være sagt, at jeg har sniksnakket med familien hele tiden (så ville dette indlæg bære præg af onde frustrationer i stedet for ophøjet ro). Jeg har vandret ture ved vandet, spist til jeg segnede, og så har jeg læst...
 
Kafka on the shore af Haruki Murakami er nu læst færdig. Efter at have været i gang med den i umindelige tider, står den nu endelig og ser læst ud i min bogreol. Fortryder lidt, at jeg ventede så længe med at gøre den færdig, for selv om det givet er en bog, der kræver tid, beHØVER den altså ikke 3 måneder. Det er en aldeles glimrende bog, der har fortjent større opmærksomhed fra sin læser end jeg har givet den. Og det blev jeg i allerhøjeste grad klar over, da jeg nåede omtrent halvvejs. Derfra gik det så også ret hurtigt med at få den færdig...
 
Man kan ikke komme udenom, at det er en unnnnderlig bog. Ligeså underlig som Trækopfuglens krønike, hvis ikke endnu mere underlig. Men det er underlig på en god måde - en skøn sammenblanding af genrer som fabel, krimi, kærlighedshistore og filosofi. Ét stort sammensurium, faktisk, og forventer man en bog, som byder på konklusioner og optrevling af underlighederne hen ad vejen, er det ikke Kafka on the shore, man skal vælge. Har man derimod lyst til at prøve kræfter med en historie om en rejse i såvel indre som ydre henseender samt en moderne fortælling om Ødipus, er det alletiders bog at give sig i kast med...
 
Der sker meget i bogen. Så meget, at man (jeg) ikke kunne overskue at læse det hele ud i en køre. Jeg kan i flæng nævne soldater fra Anden Verdenskrig, der dukker op i nutiden, fisk og igler, der falder ned fra himlen, ældre mand, der efter en besynderlig episode i barndommen nu er lettere mindrebemidlet, men som ikke desto mindre besidder en evne til at tale med katte, en lastbilchauffør, som kvitter sit job for at hjælpe den gamle mand med en rejse ikke engang han selv ved, hvor går hen, og en ret mystisk gæsteoptræden af hhv. Johnnie Walker og Colonel Sanders... Bogen indeholder mange små bidder af forskellig historier, der i løbet af bogen mødes og bliver helt eller delvist forløst. Men som tidligere nævnt er bogen ikke af en slags, der byder på færdige konklusioner.
 
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår nok af 'Kafka on the shore' til at få det fulde udbytte af den. Men jeg synes den er god, og jeg er 100% sikker på, at den bliver endnu bedre af at blive læst en gang eller to mere. Så jeg vil lade den hvile på reolen for en stund, mens jeg kaster mig over andre spændende fortællinger. Holder dog nok en lille pause med de japanske af slagsen...

Egentlig burde jeg sidde med hovedet begravet i kedelig skolerelateret litteratur. Men det er som om, det ikke rigtig fungerer. Når læsebrillen tænksomt skubbes på plads over næsen, låget af overstregstuschen tages af og bogen slåes op på den relevante side, er det som om øjnene falder i helt af sig selv.
 

Anderledes går det, når jeg forsøger mig med læsning for min egen fornøjelses skyld, og på den konto er der netop røget to aldeles glimrende bøger indenbords. Første værk er - som overskriften også angiver - en lidt anderledes form for chick-lit (som i øvrigt er blevet læst på foranledning af medblogger). 'Shanghai baby' hedder den, og skulle man være i tvivl, foregår den i Kina. Bogen blev bandlyst i Kina, men har fået solidt fodfæste i vesten, hvor kritikere har givet den glimrende anmeldelser.

Det er ikke nogen kompliceret bog, og strengt taget er den skåret over samme skabelon som Helen Fielding, Sophie Kinsella og Jane Green anvender til deres bøger. Alligevel er der noget over den, der gør indtryk. Det er en smuk og hudløst ærlig fortælling, der kun intensiveres af det fremmede sceneri den udspilles i. Der er ikke meget, der overlades til fantasien, men dét gør blot fortællingen mere ærlig og følsom.

'Shanghai baby' er ikke nogen stor roman som sådan, men den vil frem i verden, hvilket den også kommer. Og så er det jo bare dejligt forfriskende at læse en chick-lit, der ikke slider yderligere på diverse kendte locations i hhv. London og New York.

Den anden fordøjede bog (man kan nå meget på lang tur til Jylland) er af en noget anden kaliber. Med en Pullitzer i 1953 og Nobelprisen i litteratur i 1954 må 'The old man and the sea' siges at være grundigt cementeret i den litterære verden. En klassiker, om man vil. I omfang er det en lille bog - jeg drister mig næsten til at kategorisere den under genren 'novelle', selv om det efter sigende er en roman - men i indhold og fortælleteknik er det  en sand mastodont. Fra start til slut overfaldes man af indtryk, ord og billeder og bliver i sandhed klar over, hvorfor hr. Hemingway har fungeret som så stor inspiration for andre efterfølgende forfattere.

I korte træk handler den overliggende historie om en gammel mand og hans kamp for at fange en fisk, der kan sikre hans fremtid i lidt længere tid end blot den næste dag, og hans kamp for at holde hajer, sult og egen skrøbelighed på afstand, da kampen endelig bærer frugt. Men i det underliggende lag handler fortællingen om så meget mere end det; succes og fiasko, triumf og fortabelse, håb, stædighed og overgivelse - til elementerne, naturen og livets gang i al almindelighed. Siderne driver af symboler, og det er en fornøjelse at læse et værk af en ægte ordkunstner.

Kigger man efter en bog med action frem for en smukt smedet fortælling, er det dog nok ikke 'The old man and the sea' (eller Hemingway i al almindelighed), man skal kaste sig over. Tempoet er mildest talt down-beat, og stemningen i bogen ændrer sig ikke meget over de 109 sider. Men er man til smukke fortællinger, hvor billederne hober sig op på nethinden efterhånden som sætningerne sluges, så er det helt klart her, man skal lægge sine bogpenge... (Eller reservere på biblioteket og se bort fra et par måneders ventetid...).

Gamle mennesker har det nemmere! I hvert fald har de rent biblioteksmæssigt flere fordele end os vårharer. Af en eller anden grund kan pensionister i en unavngiven kommune temmelig tæt på Kbh nemlig få  sine rynkede fingre i nye, meget efterspurgte bøger væsentligt hurtigere end andre (mig). Således er jeg i skrivende stund nr. 135 i køen på bibliotekforalmindeligedødelige til Knud Romers 'Den som blinker er bange for døden' (avanceret fra nr. 239), mens familiemedlem i den pensionsmodne alder både har fået bogen hjem og nået at læse den... 
 
Men nu ligger landet heldigvis sådan, at familiemedlemmet ynder at diskutere en god bog inden for en tidshorisont af bare nogenlunde rimelig tid efter selv at have læst en af slagsen, så da valget stod mellem at låne mig biblioteksbogen (uh - udlåning i anden potens; det må der være et marked for) og diskutere den lige om lidt, eller vente til år 2014 (hvor det er realistisk, at jeg vil kunne få vristet et eksemplar ud af nærige bibliotekarers fingre), så faldt valget på det første. Hæ.

Jeg er derfor nu midlertidig indehaver af et pragteksemplar af bogen, og har slugt den på nærmest urimelig kort tid. Jeg havde egentlig regnet med, at det ville blive et sandt slalomløb at få tid til at læse midt imellem forpligtelser som arbejde og diverse sociale arrangementer, men da bogen både er relativ kort (176 sider) og fængende, blev det slet ikke nødvendigt at planlægge læsningen.

Jeg kan kun anbefale bogen - hvad enten den er delvis sand, helt biografisk eller voldsomt dramatiseret. Egentlig er den et sammensurium af udpluk fra en isoleret barndom, erindringsbrudstykker strøet ud på bogens sparsomme sider, men samtidig er det en fortælling om en opvækst i provinsen i en ikke alt for fjern fortid. En fortælling om voksnes ondskab og børns uvidenhed. En fortælling om at miste alt - endda også næsten sig selv. Og endelig er det en fortælling om at klamre sig til sin selvforståelse og netop derfor nå, om ikke hel så sammenhængende, ud på den anden side. 
 
'Den som blinker er bange for døden' er en brik i Danmarkspuslespillet, der ikke passer ind. Selv ikke for en som jeg, der er vokset op i provinsen. Nykøbing Falster fremstilles som Helvedes forgård, hvor det "eneste søde var sukkeret, som man producerede", og romanen viser et tværsnit af en befolkningsgruppe, der ekskluderer alt fremmed, og som overlever ved at tryne dem, der er anderledes. Men det er også en roman om en familie, der klarer sig på trods. Og det er det, tror jeg, der er med til at gøre læseoplevelsen så stærk som den er.

Man tager 1 stk. ulæst/skimmet bog, 5 semi-litterære mennesker, en fredag aften og en hel del alkohol. Det hele blandes og tilsættes en lind strøm af god musik og snakken. Når alt er blandet grundigt, sies blandingen, så ulæst/skimmet bog udskilles fra massen. Derefter tilsætter man mere alkohol og blander igen, og sådan fortsætter man, så længe man orker (eller til nogen falder i søvn på sofaen ;-)).

I går blev B(l)ogklubbens 2. møde afholdt. Og det ser ud til, at det godt kunne gå hen og blive en tilbagevendende begivenhed, det der med at mødes i weekenden frem for på en hverdag. Personligt er jeg fx ret glad for, at det er lørdag i dag, for jeg er da godt nok noget træt i det. Men fremover ville det nok være en god idé at huske og spise noget aftensmad i stedet for at nøjes med lidt slik og et par gulerodsstænger. Så kunne det være, at man ikke blev heeelt så woozy heeelt så hurtigt.

Næste bog på programmet står SHA for at melde ud. Skønlitteratur denne gang, har hun lovet - så kan det være, at det rent faktisk lykkes alle at få den læst. Undertegnede nåede at læse 80 sider i "Linked..." og skimmede ca. 10 - det er ikke imponerende, når bogen rent faktisk er på 240 sider. Men jeg har ladet mig fortælle, at visse bloggere havde læst endnu færre sider, så det trøster mig på en lidt usympatisk måde. Og inden der gik alt for meget sprut i den, fik vi da nogle interessante betragtninger på bordet fra de bloggere, der rent faktisk havde læst/skimmet næsten hele bogen.

Så alt i alt en succesfuld aften. Flere af dem! Og gerne en pille, som kan fjerne træthed dagen efter... Eller bare noget kakaomælk...

Ja, så er det da vist ikke for tidligt at poste en bette påmindelse om, at det jo er lige om lidt, at b(l)ogklubbens andet møde løber af stabelen. Lektien er som bekendt 'Linked: How everything is connected...' af Albert-László Barabási.

Så hvad om I, der er friske på en blogger-aften (som muuuligvis også kommer til at involvere lidt vin eller alkohol i anden form) lige smider mig en mail eller poster en kommentar, så mailer jeg detaljerne en af dagene?!

Og så må jeg vist hellere lukke computeren ned... Der er noget med, at jeg stadig mangler en hel del af den der bog. :-)

Jeg holder fri i dag. Fordi solen skinner. Og (primært) fordi jeg render rundt og skranter lidt. Dét gider jeg ikke have noget med at gøre i en weekend, der byder på hygge med både venner og familie, så det blev til en rekreationsdag til A.

Og ud over at shoppe (det skal jeg altså til at holde op med - det bliver dyrt i det lange løb), kan man jo bruge en fridag til at læse den bog færdig, man var igang med - så det har jeg gjort.

'Never let me go' af Kazuo Ishiguro hedder den bog, jeg netop har afsluttet. Med i opløbet til the Man Booker Price 2005 (man kan jo kun undre sig over, at det blev John Banville, der løb af med prisen) og den første af forfatterens ialt seks bøger, jeg har stiftet bekendtskab med. Men forhåbentlig ikke den sidste. Det har praktisk talt været umuligt at slippe den - både pga. den fantastiske skrivestil, der konstant pirrer læseren, så man bliver nødt til at læse videre for at se, hvad der nu sker, og pga. den smukke og vedkommende handling.

Og netop det, at bogen er vedkommende er ret paradoksalt, da romanen dybest set kan betegnes som sci-fi. Bare ikke i den gængse forstand. Rammerne er en kostskole i England, men eleverne er ikke helt almindelige elever. De er nemlig organ-donorer - sat i verden med det ene formål at vokse op og redde 'almindelige' mennesker fra dødelige sygdomme ved at donere livsvigtige organer.

Der er flere ting, som forbliver uforløst, når bogens sidste side er vendt. Trivielle spørgsmål som hvor børnenes forældre er og hvordan, der er råd til at holde donorerne i live efter at have afgivet både et, to og tre organer, besvares ikke. Men det er blandt andet det, der er med til at gøre bogen så fascinerende. Den fantastiske historie luller læseren ind i en verden, der er trøstesløs og afmægtig, men også smuk og fuld af umuligt håb.

Ishiguros beskrivelse af hovedpersonerne Kathy, Tommy og Ruth er hjertegribende - fordi de er så almindelige samtidig med, at de er alt andet end. De lever, tænker og handler som alle andre unge, og de griber ud efter alle de halmstrå af håb, der kunne tænkes at udsætte deres skæbne med blot et par år. Og som læser håber og skuffes man sammen med dem.

Så det kan godt være, at jeg er lidt sølle i dag, men jeg er også bevæget. Og glad for, at jeg har fået denne skønlitterære bogoplevelse indenbords, før læsningen af 'Linked...' for alvor går igang.

Når man ikke kan sove mere, og det i grunden er alt for tidligt at stå op (huh - dét sker ikke ret tit!), og himlen over Kbh ikke byder på meget andet end gråvejr og regntunge skyer, jamen så kan man da lave sig en kop dampende varm kaffe, krølle sig sammen på en stol og læse de sidste sider af den bog, der egentlig burde have været afsluttet for længst. 
 
Så nu kan jeg med god samvittighed sige, at Martin Krasniks 'De retfærdige' - hans islamiske stafet, om man vil - er over and done with. Så er det bare at galoppere ned på biblioteket med den; afleveringsfristen er vist ved at være lige oppe over. Havde egentlig regnet med, at jeg ville afslutte den noget hurtigere end jeg rent faktisk gjorde, men det skyldes måske, at jeg troede, den var bedre, end den er...
 
Min umiddelbare bedømmelse er, at det er en interessant, men lang, bog. Også selv om den kun er 330 sider. Den føles lang. Og så finder jeg den prætentiøs, selv om den vel egentlig er et forsøg på at fortælle om islam og islamismen i øjenhøjde. Kritiske røster i mit bagland har ytret ting som "ham Krasnik er kun ude på at få taletid", "alting bliver jo prætentiøst med ham", "Tsk - hvis du havde været bare pletvist vågen under Deadline, ville du ikke orke at læse en bog af ham". En hård dom, som jeg da heller ikke er helt enig i, selv om jeg godt kan se, hvor de vil hen.

Anmeldere i det ganske land er tilsyneladende kammet helt bagover af begejstring over hr. Krasniks mellemøstlige odyssé, og jeg medgiver dem da også, at idéen er god. Problemet er bare, at fortællingen bliver et sammensurium af indtryk og begreber, som aldrig rigtigt formår at blive sat i system, så læseren (eller mig, i det mindste) får en positiv helhedsoplevelse ud af det.
 
Jeg må tage hatten af for M.K.'s projekt - det har uden tvivl krævet både mod og mandshjerte at begive sig ud på en søgen efter islamismens ideologi i egne, der er så forskellige fra lille Danmark. Imidlertid tror jeg, at hans oplevelser ville gøre sig bedst som artikelformat, hvis de absolut skal nedfældes på tryk. Jeg så desværre ikke tv-programmet 'På Guds parti' om selvsamme tur, men det er efter sigende (også) meget rost. Jeg må se, om ikke jeg kan få fat i det, se det og derpå vurdere, hvorvidt det gør mere for mig end hans litteratur gør...
 
Jørgen Bæk Simonsens 'Hvad er islam' ligger på sofabordet og venter på mig, men jeg er bange for, at jeg har fået nok islam for denne uge. Desuden opfordrer denne anmeldelse af bogen heller ikke ligefrem til at kaste sig over den. Så måske jeg bare skulle begive mig ud i en skønlitterær bog, mens jeg som nr. 239 (helt ærligt!) i bibliotekskøen venter på Knud Romers 'Den som blinker er bange for døden'.

Alternativt kunne jeg jo gå i gang med næste projekt i b(l)ogklubben - husk nu, at det er 25. august mødet over 'Linked: How Everything Is Connected to Everything Else...' og lidt (meget?!) vino løber af stabelen...

Det tog sin tid. Vi har haft vores uoverensstemmelser. Og vi var ikke altid enige. Men vi sluttede fred til sidst, og jeg kan nu med god samvittighed sige, at jeg er færdig med The Sea af John Banville. Egentlig troede jeg ikke, at jeg ville afslutte den, men det lykkedes, og trods visse kvaler er jeg glad for at have føjet den til min indre bogreol.

Det er ikke uden grund, at John Banville har vundet The Man Booker Price 2005 for sin roman. Som tidligere nævnt er sproget superbt, og som  en anmelder har sagt, så er flere af sætningerne den rene poesi. Alligevel er det ikke nogen nem bog at læse. For til trods for, at den er smukt skrevet, er det som om ordene fortaber sig i sig selv. Samtidig med at bogen er fortællende, er den reflekterende fra jeg-fortællerens synspunkt, og mens nogle af hans betragtninger synes vedkommende, virker langt størstedelen af dem distraherende og prætentiøse og til tider endda decideret forstyrrende.

I korte træk handler bogen om at have mistet og om at mindes med al den smerte det end måtte indebære. Og trods frustrationer over skriveformen synes jeg, det er en smuk fortælling, der bestemt vinder, jo længere, man når i bogen. Men at handlingen først rigtigt kommer i gang efter 100-150 sider holder ikke i en bog, der blot tæller 265 sider. Det er mit temperament i hvert fald ikke til.

Men den sidste sætning er læst, jeg er blevet en litterær oplevelse rigere, og jeg kan nu gå i gang med en bog, der glider lidt lettere ned. Et tæppe, en god bog og Fælledparken på min sidste feriedag - så kan man godt komme i gang med at nynne Lou Reeds 'Such a perfect day'...

Huhej, hvor det går. Endnu en bog er blevet slugt - det er som om, det er lettere at tage sig sammen til at læse for hyggens skyld, når man ikke længere har en dyster (og kedelig) opgave hængende over hovedet. Desværre kan jeg ikke prale af, at det er 'The Sea', der er blevet færdiglæst, men derimod Liza Marklund og Lotta Snickares 'Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden'.

Sølle 170 sider fylder denne lyserøde (selvfølgelig) bog, der overordnet handler om, hvordan det er at kvinde. Og i sagens natur også en lille smule om, hvordan det er at være mand. I forlængelse af Norah Vincent's 'Selfmade man', der jo også omhandler forskellen kønnene imellem - omend på en noget anden måde - er 'Der findes et sted...' en fin lille efterfølger. Og den indeholder nogle interessante betragtninger. Den er skrevet med et glimt i øjet, og de to forfatter-ladies trækker på deres egne, ikke helt ubetydelige, erfaringer i, hvordan det er at være ambitiøs kvinde på et mandsdomineret arbejdsmarked.

Der er en snert af selvhjælpsbog over bogen, der optrevler og udstiller løgnen om det "ligestillede" samfund. Som kvindelig læser får man redskaber til, hvordan man skal begå sig, hvis man vil ændre sit liv og sin position i et mandssamfund, men pga. glimtet i øjet er det til at holde ud. Det er dog ganske glimrende, at bogen ikke er længere, end den er - jeg er ikke sikker på, at min koncentration ville kunne holde længere. Men: Læs den piger! Den er hurtigt overstået, og man får sig et par gode grin ind imellem, samtidig med, at man også får noget at tænke over...

Øhm, altså... Nu ligger landet sådan, at jeg er i færd med at være utro. På bog-måden. Det er pinligt nok. Og jeg skammer mig. Det lover jeg. Men jeg blev SIMpelthen så træt, hver gang jeg samlede 'The Sea' op og gav mig til at læse i den. Jeg forstår ikke, at noget så velskrevet kan være så trægt, og jeg VIL læse den færdig. Bare ikke lige nu. Men 'The Sea' og jeg holder altså pause (og sådan noget ved vi jo godt aldrig fungerer i praksis, men i teorien er idéen da meget god...)

Stedfortræderen er 'Tingenes uorden' af Mathilde Walther Clark - en novellesamling, som jeg rent faktisk fik om ikke anbefalet så i hvert fald foreslået af en med-blogger. (At selvsamme med-blogger så ikke selv har læst bogen betyder mindre... ;-)). Havde jeg ikke fået en anbefaling et forslag med på vejen, er jeg ret sikker på, at jeg aldrig ville have kastet så meget som et blik på produktet af Frk. Clarks forfatterskab; Jeg blev nemlig træt af hende på forhånd, da hun lavede den der 'Mæcen søges'-gimmick sidste år. Jeg er faktisk i tvivl om, hvorfor det irriterede mig (det virkede jo tilsyneladende; måske skulle jeg forsøge det samme, bare med henblik på at rejse penge til shopping), men det gjorde det altså bare...

Nå, men i hvert fald er jeg glad for, at jeg lod paraderne falde og gav mig i kast med bogen, der tæller 141 beskedne sider. Sproget er let og legende, og novellerne er kulravende sorte og fabulerende. Man har dog fornemmelsen af, at novellernes respektive, ligeså kulravende sorte, slutninger rummer en subtil pointe, der vil opnå noget, og når man når til den sidste novelle, 'Alter Ego', begynder det hele straks at give mere mening. Også selv om der er et umiskendeligt strejf af 'Den Uendelige Historie', over selve afslutningen...

Generelt er jeg ret begejstret over bogen. Måske fordi jeg ikke havde så høje forventninger, men også fordi den er ualmindelig godt stykket sammen. Den røde tråd i en novellesamling er alfa og omega, og MWC klarer det til UG.

Eneste negative kommentarer til bogen er, at novellen 'Naboen' minder uhyggelig meget om en novelle, jeg har læst tidligere. Jeg har vredet min hjerne gentagne gange i håbet om, at forfatteren til pågældende novelle, eller i det mindste bare titlen på den, skulle dukke op, men forgæves. Jeg vrider videre og skal nok finde ud af det. Engang. Grrr - det er frustrerende at have mistet dén information (især fordi anden, aldeles unyttig information, står lysende klart). Og så har jeg også lige den anke, at MWC konsekvent skriver 'studie' og 'territorie'. Det er som om, verden er blevet allergisk over for -um endelser. Hvorfor!??! Det er jo decideret forkert at skrive ordene på ovenstående måde. Hun burde vide bedre... ;-)

Så er næste bog til bogklubben bestilt. Måtte ty til Amazon denne gang, selv om jeg ellers sværger til play.com, men man må jo bøje sig, når sidstnævnte ikke fører den bog, man skal bruge.

Det var svært at nøjes med kun at bestille den ene bog - jeg kunne have spenderet både en rum tid og massevis af penge på sitet, men alt med måde. Som SU-modtager er det jo ikke meningen, at man bare skal kunne købe alt, hvad hjertet begærer. Tilsyneladende. Hrmpf.

Nå, men i forlængelse af Anetq's indlæg vil jeg da også lige knytte en kommentar til b(l)ogklubbens første 'rigtige' møde i går. Når sådan et projekt søsættes i virkelighedens verden, er det jo altid spændende at se, hvorvidt det holder vand, men det ser ud til at klubben sagtens kan flyde. Aftenen bød på diskussion af Norah Vincent's 'Selfmade man', rosé- og hvidvin, wasabinødder og ikke mindst hjemmebag. Den rene luksus, og når selskabet samtidig var utrolig hyggeligt, kan man jo dårligt bede om mere. Der var jo afbud fra de to mandlige klubmedlemmer, hvilket var lidt ærgerligt, for det ville have været rart med nogle testosteronbefængte indspark til bogen, der jo netop handler om forskellen mellem kønnene. Vi må lave en lille 'round-up' næste gang, så vi lige kan høre, hvad rkk og Boris har gjort sig af tanker.

Og til interesserede, så er det den 25. august, næste møde løber af stabelen. Chez moi!

Jeg har ligget lidt på den lade side rent litteraturmæssigt på det sidste. Det skyldes både eksaminer i stor stil, og at der er blevet brugt lidt tid på Norah Vincents 'Selfmade man', som er lektie i bogklubben.

Men nu er jeg så småt ved igen at finde lysten og tiden til at kaste mig over nogle af bogreolens ulæste bøger, der længe har stået og lokket med ranke rykke og glatte sider. Den første, der har måttet lægge ord til mit granskende blik er 'The Sea' af John Banville. Jeg har endnu ikke læst nok til at kunne danne mig et overblik, men den lover godt, og som titlen afslører, spiller havet en central rolle i bogen. Hvad er derfor mere nærliggende end at tage en timeout fra lejligheden, pakke bogen i en taske sammen med håndklæde, solcreme og vand, og så drage af sted til stranden?!

Det var godt nok ikke meget, der blev læst i den medbragte litteratur, men hvad gør det, når dagen i stedet bød på strandhygge med dejlige mennesker i skønne omgivelser. Det der Amager Strandpark er godt nok blevet lækkert! Og på trods af de sporadiske sandstorme, der efterlod aflejringer af sandkorn overALT på os (det kan godt være, at solcreme er smart, men det får sandet til at hænge godt fast), følte vi os ikke for outdoorsy til at afslutte dagen med tyrkisk-inspirerede sandwich på lille diner i Kbh K. Vel hjemme igen er jeg mæt, træt og sandet efter en aldeles fantastisk dag udendørs. (Sjovt, som man bliver søvning af frisk luft...).

'The Sea' må nok vente til imorgen, tror jeg. Men nu har jeg jo snart sommerferie og dermed all the time in the world til at læse lige, hvad der passer mig... :-)

I øvrigt skal jeg da lige huske at berette om de seneste 'kulturelle' indspark i mit liv (overspringshandling #10.427 - alt for ikke at dykke ned i eksamensintetheden).

Jeg er blevet færdig med seneste bogprojekt, "Der er dage..." af Poul Høi. Beskeden i omfang, men stor i indhold. Bogen er en samling af 19 artikler, der alle er skrevet med Poul Høis gudsbenådede pen - hovedparten af dem fra hans korrespondenttid i hhv. England og USA.

Det er som om, papiret er Poul Høis legeplads, og ordene er hans byggeklodser. Sammen med et veritabelt springvand af sproglige billeder og en stor portion hittepåsomhed har Hr. Høi fremelsket en artikelrække, hvor samtlige er en fornøjelse at læse. Nu er jeg jo også lidt af en sucker for ord, men jeg tog mig selv i at svømme helt hen, og i et enkelt tilfælde fældede jeg rent faktisk en tåre. Film bevæger mig af og til  i kraft af deres underlægningsmusik, kamerapanorering og visuelle virkemidler i al almindelighed, men for at bøger skal tvinge salte tårer ud af mig, skal de i sandhed være noget særligt. Kunne noget særligt. Og det kan Poul Høi, kan vi hermed konstatere.

Jeg vil have en af hans kuglepenne - kunne det ikke være fantastisk, hvis der sad blot en enkelt linje tilbage i den?!

Derudover har jeg været i biografen. Jeg har set "The squid and the whale"  i Metropol en regnvåd søndag, og det var en rigtig god oplevelse. Jeg gik ind i biografsalen uden de store forventninger, og kom ud en fin lille film rigere.

Filmen er i dramagenren, og skildrer en familie midt i en skilsmisse. Myten om den lykkelige skilsmisse punkteres - også selv om den udadtil foregår i fred og fordragelighed, ovenikøbet i en intellektuel familie - og man finder ud af, at alle i virkeligheden er ofre. Og børnene, de mindste ofre, bliver i virkeligheden dem, der lider mest. Trods denne lidt dystre setting, er der dog flere sekvenser, hvor man trækker på smilebåndet eller endog griner højt.

Næste projekt (ud over Eksamen2, altså) er så den bog, som jeg skal læse til bogklubben, og som jeg modtog med posten i sidste uge. Har allerede bladret lidt i den og glæder mig til at trække endnu mere på smilebåndet.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det lige igen - træning på modbydelige cardio-maskiner føles kortere, når man har noget at læse i. Det fjerner fokus fra, hvor enerverende det i grunden er at cykle/løbe/skovle/glide derudad, og dét er slet ikke så dårligt...

Bjarne Reuters "Langebro med løbende figurer" blev i dag afsluttet på kondicyklen. Jeg har læst bogen før, for noget, der ligner syv år siden, og jeg fik lyst til at læse den igen. Han kan altså noget med sproget, ham Bjarne. Liiidt svulstigt til tider, men alligevel letflydende og ofte ligefrem poetisk. Romanen er en raffineret thriller, hvor persongalleriet toner frem for ens indre øje kun få sider inde i bogen. Beskrivelserne af personerne og deres dæmoner brænder sig fast på nethinden, og den dag i dag, kan jeg stadig se den Orson Kiel for mig, som min hjerne har skabt. Ikke umiddelbart appellerende, men bogen i sig selv er en let fordøjelig fornøjelse.

I øvrigt, så er der blevet slugt endnu en bog på Øbro. Denne gang i krimi-genren. "Trace" af Patricia Cornwell - nummer 4.398.557 i serien om Kay Scarpetta, medicinsk antropolog / advokat / superkvinde / modelpotentiale / kvindelig-pendant-til-Jamie-Oliver / know-it-all (og dermed i skarp konkurrence med Scully fra Strengt Fortroligt, der også har flere titler, end jeg har sko). Jeg har læst flere andre bøger i serien, men er løbet lidt sur i rækkefølgen, og det viser sig i denne bog, at stakkels Kay er blevet fyret fra sit prestigefyldte og meeeget krævende og vigtige job i Richmond og i stedet laver et eller andet udefinérbart et eller andet sted i Florida for sin usandsynligt begavede niece (som i øvrigt også er god for et par titler eller 30 til CV'et). Menmenmen - overraskende nok (!) bliver Ms. Scarpetta hidkaldt til en sag i Richmond, som hendes efterfølger helst vil undgå (læs: som han ikke er kvik nok til at løse - han er jo ikke Scarpetta). Og så ruller lavinen...

Til forskel fra de andre Scarpetta-bøger jeg har haft fornøjelsen af at læse, er slutningen ikke så overdreven og forceret pakket med spænding og gys i "Trace". Og det er bestemt et plus. Men som den skarpsindige læser nok har opdaget, er jeg ikke superpjattet med bogen.

Egentlig kan jeg godt lide krimier, så længe de er velskrevne og har et bare nogenlunde sandsynligt plot. Og det synes jeg egentlig, at Patricia Cornwells bøger plejer at være (altså dem om superkvinden. Hold jer for alt i verden fra "Hornet's Nest" - den er dååååårlig!). Men "Trace" halter, synes jeg. For det første synes jeg, at selve krimiplottet er tyndt. Dernæst mener jeg, at der er ofret alt for meget krudt på dr. John Marcus (Scarpettas efterfølger). Der lægges i høj grad op til, at han er del af noget skummelt, men i virkeligheden er han bare en sørgelig type med en irrationel, ligegyldig, dårligt beskrevet angst over for skraldemænd. Og der bliver ikke fulgt op på den neurotiske personage, hvilket jeg finder dybt irriterende. Derudover synes jeg, at der er mange sproglige irritationskilder i bogen. Gentagelser, hvor der ikke er brug for dem - heller ikke som retoriske virkemidler - langtrukne passager med beskrivelser og et sørgeligt forsøg på at tvinge lidt kærlighed ind i historien.

Så alt i alt ikke en bog, jeg ville anbefale. Let underholdning, javist, men forvent heller ikke mere...

Jeg forstår ikke helt det der med fitnesscentre... For få år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville betale for at torturere mig selv på diverse mere eller mindre mystiske apparater ("hvis man skal røre sig, kan man da gå eller løbe en tur - det er gratis"), men ikke desto mindre er jeg nu medlem hos et ganske udmærket fitnesscenter. Jeg betaler gladeligt til formålet hver måned og benytter til gengæld stedets faciliteter efter bedste evne. Målet er at komme af sted 2-3 gange i ugen, og bortset fra et par svipsere er det vist lykkedes meget godt. Så... ingen klagepunkter... Altså... Bortset fra, at det er keeeedeligt!

Det er selvfølgelig meget fint, at man kan stå på mystisk maskine, der leger psykopatiske trapper i et hurlumhejhus og følge med i, hvor meget man mangler, før man i teorien ville have knoklet sig hele vejen op i Eiffeltårnet, op på Keops-pyramiden, op i Empire State Building, eller... eller... eller...), men så er det heller ikke sjovere. Cyklerne er pivkedelige, løbebåndene er... tjah... heller ikke ligefrem morsomme, vel?! Crosstrainerne har nok været de maskiner, der hidtil har været sjovest (og her er begrebet "sjov" ikke defineret i sin mest raffinerede form, men nærmere som en slags funny peculiar), men dem er der altid kø ved. Men nu, mine damer og herrer, er der ankommet en ny maskine til centeret. Den hedder Wave og den er godt nok mærkelig! På den sjove måde. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ligner en kæmpe nar, når jeg forsøger at betvinge de glidende trædedimser, og jeg skal da lige love for, at den giver sved på panden. Men jeg går ud fra, at den er effektiv...

Måske bliver træningen fremover lidt sjovere af, at Wave er kommet på banen. Og ellers kan man jo bare kigge på de andre, der bruger dimsen - det garanterer et godt grin! Men hylesjovt bliver træning nu næppe, så jeg vil forsøge at huske noget læsestof, når jeg skal over og træne (på andre maskiner end Wave. Tror simpelthen ikke, at jeg kan administrere multitasking på dén satan). Lidt god (og let) litteratur får nemlig træningspassene til at føles en smule kortere, og jeg sender hermed Paulo Coelho en tak for, at hans dejlige bog "Alkymisten" har gjort tiden i fitnesscentret lidt mere udholdelig...

Det der med at være normal, det er vist overvurderet... Efter at have læst "The curious incident og the dog in the night-time" føler jeg i hvert fald ikke, at det er ubetinget positivt eller prisværdigt at betragte sig selv som værende (nogenlunde) normal. Slet ikke, hvis der ikke levnes plads til det anderledes...

"The curious incident of the dog in the night-time" er en bog, der i høj grad minder læseren om, at umiddelbarheden går tabt jo mere normal man føler sig. Og jo mere "normal" man er efter samfundets standarder, jo mere uforståelig stiller man sig over for et lysende logisk individ som hovedpersonen Christopher Boone. Christopher er autist (hmm... der er vist noget om, at man ikke må kalde folk med den sygdom mere, er der ikke?) og bor hos sin far. Hans mor er død, eller det er i hvert fald, hvad Christopher har fået at vide af sin far. Og de ting, Christopher får at vide, husker han. Han lagrer information i sin hjerne som en anden computer, og for ikke at komme til at lide af information overload bliver han nødt til at si al støj som ordspil, vittigheder og metaforer (med mindre sidstnævnte bliver forklaret) fra. Hovedpersonen er ikke som alle os andre, og det er det, der gør denne historie så fin, som den er. I løbet af bogens relativt få sider (221) kommer man til at holde af Christopher, og af og til krummer man tæer over, hvordan de voksne misforstår ham.

Overordnet set er "The curious incident of the dog in the night-time" en rørende og empatisk bog om, hvordan og hvorfor man ikke behøver at være "normal" for at være en helt. Mark Haddon, der tidligere har arbejdet med autister (ups, der var den igen!), formår på fineste vis at gribe læseren og vise, hvor godt livet kan være, hvis man giver plads til forskellene mennesker imellem og er åben over for nye ting...

Sommeren har nu indtaget København, og jeg er intet mindre end henrykt. Det er fantastisk, at solen nu varmer vores dej-farvede kroppe, og byen har bestemt også båret præg af forårskåde mennesker i dag. Min krop nægter dog at tage del i løjerne - den har valgt at bukke under med en ondond forkølelse, der gør hele mig - inkl. hjerne - tung som bly og tilsvarende sløv.

Det passer mig ikke specielt godt at være så sløj, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget; Jeg har fået læst mit store bogprojekt færdig. Trækopfuglens Krønike af Haruki Murakami.

Jeg vil ikke engang forsøge at refere handlingen - det er den alt for diffus til - men jeg vil på det varmeste anbefale bogen. Sproget er fantastisk (jeg er mildest talt dybt imponeret over, at Mette Holm har oversat de 635 sider fra japansk), og der springes let og elegant mellem genrer og temaer. Man går vist ikke helt galt i byen, hvis man (også) karakteriserer romanen som en form for dannelsesroman, og de mest gennemgående emner - kærlighed, jalousi og ensomhed - behandles med ynde og lethed... og mystik.

Til trods for det letflydende sprog oplevede jeg dog, at det af og til var nødvendigt at lægge bogen fra mig for at få lidt luft. Fortællingen er meget intens og krydres med skildringer af Japans besættelse af Manchuriet før og under 2. verdenskrig, hvilket automatisk gør den til en bog, man må tage stilling til. Jeg har brugt uforholdsmæssig lang tid på at læse Trækopfuglens Krønike, men det skyldes ikke, at jeg ikke bryder mig om den. Tværtimod. Nogle steder blev den blot for intens - som fx i det kapitel, hvor en mand bliver flået levende i den mongolske ørken bliver beskrevet nøgternt og minutiøst...

Efter sigende er bogen Haruki Murakamis hovedværk. Og det bliver vist heller ikke meget bedre. Alligevel vover jeg mig ud i nogle af hans andre bøger - jeg venter allerede to af slagsen med posten. Glæder mig til at opleve mere af denne usædvanlige skrivestil.

Og så glæder jeg mig til at komme af med denne her stupide forkølelse. Jeg vil ud og lege!!!

Jeg er blevet tagget. Af Maria. Og tag for det. :-) På den måde er jeg blevet tvunget til at tænke og i erindringen genopleve mange gode bog-oplevelser. Og så er det jo 'bare' at vælge ud...

Hvilken bog har betydet mest for dig? Enten som læseoplevelse eller 'aha'oplevelse?
Uh... dén er svær... Der er to bøger placeret på piedestalen over bedste bog, og de kæmper en forgæves kamp for at skubbe hinanden ned på andenpladsen. Det er hhv. "Ekstremt højt og utrolig tæt på" af Jonathan Safran Foer og "Drageløberen" af Khaled Hosseini.

Men dermed ikke været sagt, at andre bøger/forfattere ikke har gjort sit til at 'win me over'. Jeg er en stor Paul Auster-fan, og Hanif Kureishis værker har også haft stor betydning for mig op gennem tiderne.

Desuden bliver jeg jo nødt til at medtage mesteren over alle fantasy-skribenter: C.S. Lewis og hans fantastiske syv fortællinger fra Narnia. De er blevet læst og genlæst utallige gange hele vejen fra min spæde barndom og op til nu, og der er ingen tvivl om, at der stadig er mange gode læseoplevelser gemt i siderne...

Hvilken genre læser du mest?
Primært skønlitteratur. Jeg læser naturligvis faglitteratur i forbindelse med mit studium, men til afslapning foretrækker jeg skønlitteratur.

Hvilken bog læste du sidst?
"Alt bliver oplyst" af Jonathan Safran Foer. Men "Alkymisten" af Paulo Coelho, "Shopaholic & Sister" af Sophie Kinsella og "Trækopfuglens Krønike" af Haruki Murakami bliver i øjeblikket simultan-læst i mine gemakker.

Hvilket køn er du?
Hunkøn. Men er det relevant?!

Jeg burde vel egentlig tagge nogen nu? Men med mindre det starter en sand storm af harme, så tror jeg, at jeg lader være. Dem, jeg gerne vil tagge har nemlig haft bogspørgsmålene, såehm...

 Efter at have ligget lidt på den lade side, hvad angår litteratur, har jeg nu afsluttet endnu en bog. Denne gang er det "Alt bliver oplyst" af Jonathan Safran Foer, der har måttet lægge sider til. På engelsk hedder den "Everything is illuminated", og selv om jeg egentlig helst havde læst den på engelsk for at få det fulde udbytte af dele af romanens skæve, gebrokne sprog, så tror jeg alligevel, at det var en god idé at læse den på mit modersmål. Skønt handlingen ikke ligefrem kan kaldes kompliceret, så er der i fortællingen indvævet flere mindre fortællinger, og sammen udgør de et smukt sprogligt spind. Og netop det, tror jeg, ville være nemt at få galt i halsen, hvis man læser romanen på originalsproget. Her tager jeg hatten af for Jan Hansen, der i sandhed må have fået kam til sit hår, da han påtog sig opgaven at oversætte mesterværket.

"Alt bliver oplyst" er Jonathan Safran Foers debutroman, og han skrev den som kun 25-årig. Efterfølgende har han begået "Ekstremt højt og utrolig tæt på" ("Extremely loud and incredibly close"), som jeg læste for nogen tid siden. Man kan på ingen måde sammenligne romanerne - den kreative fortællestil er naturligvis den samme, men hvor sidstnævnte roman er nutidig, spænder "Alt bliver oplyst" over 250 år. Og mens man trækker på smilebåndet af en af bogens hovedpersoner, der vhja. et meget mystisk engelsk (dansk i den oversatte udgave, naturligvis) trækkes man både nysgerrigt og modvilligt gennem den tragiske historie om udslettelsen af en ukrainsk shtetl under Holocaust. Emnet, der i sagens natur er tungt, bliver i denne bog tilført en respektfuld lethed, og kombinationen af historie, humor og en usædvanlig skrivestil lokker læseren med sig hele vejen til slutningen.

Tvinges man til at vælge, hvilken af Safrans bøger, der er bedst, vil jeg udpege "Extremely loud..." Den er lettere at gå til, og mens man i "Alt bliver oplyst" af og til bliver nødt til at lægge bogen fra sig for at komme op til overfladen for en stund, er førstnævnte intet mindre end unputdownable. Dog er jeg sikker på, at "Alt bliver oplyst" vinder for hver gang man læser den. For at få alle lagene i historien og sproget med, tror jeg nemlig, det er nødvendigt at læse den igen. Og igen. Jeg glæder mig i hvert fald til at starte forfra. Når jeg har haft en lille pause, altså...

Efter nederlaget med Pullitzer-prisvinderen 'Middlesex' tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne rulle mig selv i det litterære søle og læse lidt chick lit. Nok engang. Sophie Kinsella har skrevet 'Confessions of a shopaholic', som jeg læste for nogen tid siden, og nu faldt jeg så over efterfølgeren på biblioteket.

Jeg vil ikke spilde tid på at anmelde bogen - den handler jo ikke om så meget andet end shopping og finansielle problemer, der på magisk vis løser sig - men blot nævne, at chick lit kan være farligt. Denne bog giver nemlig lyst til at shoppe. Massivt og længe! Og på grund af bogen (kun på grund af den, selvfølgelig!) er jeg mentalt i færd med at begive mig ud i et tøjkøb, som jeg overhovedet ikke har råd til. Har planer om at realisere det i morgen, når butikkerne åbner. For når Rebecca Bloomwood holder hovedet oven vande trods et overtræk på flere tusind pund, hvad gør tusind kroner så?!

Don't judge a book by its cover, siges det. Det skal man heller ikke gøre i dette tilfælde. Det lyserøde omslag indbinder nemlig ikke uskyldig hyggelæsning, men derimod 300-og-nogen sider fyldt med enhver kvindes version af barn-i-en-slik-butik; hæmningsløs shopping med et kreditkort, der tilsyneladende aldrig bliver spærret. Summasumarum; I'm going shopping tomorrow... :-)

Undtagelsen

Endnu en bog er blevet læst, overvejet og fordøjet. Christian Jungersens 'Undtagelsen' er nu ikke længere at finde på mit mentale natbord, og ej heller på det fysiske af slagsen. Biblioteket forlangte den tilbage, og jeg kan egentlig godt forstå dem. Hvis det var min bog, ville jeg også have den igen!

Undtagelsen er både i indhold og format en stor bog. Omfangsrig, forstås. 620 sider. Flere anmeldere mener, at det er et par hundrede sider for meget, men jeg tillader mig at være uenig. Mobning på arbejdspladsen er et komplekst emne, der ikke indeholder så eksplicit slagkraft som så mange andre emner gør det, og derfor mener jeg, at det kræver mere end få hundrede sider at komme ordentligt ned 'under huden' på begrebet. Kvinderne i bogen mobber så subtilt og så forestillet naivt, at det af og til løb koldt ned ad ryggen på mig. Enkelte episoder i kontoret kunne jeg endda identificere mig med - episoder, hvor jeg både har ageret den ene og den anden part. Selvretfærdighed og den dermed naturlige mangel på selverkendelse er i den grad skræmmende.

Diskussionen om, hvorvidt mennesket er født ondt, hvorvidt vi indeholder en grundlæggende kim til modbydelighed er gammel, men bestemt ikke uinteressant i Jungersens bog. Og hans indsigt i det almindelige menneskes til tider komplekse psyke efterlod mig med en følelse af at være blevet klædt af til skindet.

Den dramatiske og noget tv Danmark-agtige slutning er dog hverken særlig subtil eller raffineret. Og det er da heller ikke kriminalplottet, der holder mig vågen gennem mastodonten, men derimod den fantastiske skildring af menneskers sind. Sproget flyder og historien holder, hvis man ser bort fra den føromtalte lettere overdrevne kriminalhistorie. Dermed er 'Undtagelsen' en bog, der er værd at læse fra ende til anden - i sandhed noget af en undtagelse, når det gælder bøger, der omhandler et så bastant emne.

En blandet landhandel

Morten Ramslands 'Hundehoved' er nu læst og fordøjet. I like. A lot. Og henviser til http://www.koegebib.dk/las/vin05/vin05-hundehoved.asp for en anmeldelse.

Lisa Jewells 'Vince & Joy' - chick-lit til når hovedet ikke kan rumme noget bare tilnærmelsesvist klogt - er også over and done with. Fin lille sørgmunter bog, der er perfekt til afslapningslæsning, når det er bedst. Hvis man vel at mærke bryder sig om chick-lit...

'Undtagelsen' af Christian Jungersen står næst for. Gad vide, hvornår jeg får tid til at læse lektier?!

Pi. Eller et lille skur med et bøjet tag.

Yann Martel. Canadisk forfatter og bindegal. Eller genial, om man vil. I hvert fald fik hans roman "Pi's liv" Bookerprisen i 2002.

Det er en fabel, der vil noget, skulle jeg hilse og sige. Ikke alle og enhver ville slippe godt fra at skrive 324 sider, der primært handler om en 16-årig dreng, der er strandet i en redningsbåd sammen med en bengalsk tiger. Men Martel klarer det fortrinligt.

Indrømmet: Man skal vænne sig til bogens form. Man skal vænne sig til at veksle mellem det vantro "aaahhh, kan det nu også passe" til "jamen selvfølgelig er det sådan". Man skal vænne sig til, at bogen er ligeså meget om religion og tro, som den er om videnskab og mistro. Der er to poler, der møder hinanden i denne bog, og Martel klarer det på den fineste måde.

Så smid fornuften overbords, og kast jer ud i en rivende fortælling. Den vil med garanti afkræve jer en holdning, hvadenten den så er positiv eller negativ.

Carlos Ruiz Zafón

Nogle gange ærger jeg mig for hårdt over, at jeg ikke holdt det spanske, jeg så møjsommeligt har slidt mig igennem, ordentligt ved lige. Havde jeg gjort det, ville det nemlig have været muligt for mig at læse "Vindens skygge" på originalsproget. Og med al respekt for Iben Hasselbalch, der har oversat romanen til dansk, så fornemmer man, at man mister en nuance eller to. Det fyrige spanske sprog, der emmer af temperament og uforløste følelser, bliver unægteligt dysset en anelse ned i en oversættelse. Beskrivelserne bliver lidt mere blodfattige, og duellerne føles som stiliserede skuespil frem for dramatiske 'tête-à-têtes'.

Alligevel kan jeg varmt anbefale romanen. Den er underholdende og forsøger at skjule sin status som knaldroman bag en blanding af melodrama og hele problematikken bag det at blive voksen og lære at elske - hvad end det så drejer sig om det modsatte køn, litteratur, familie eller venner. Så er man bog-aficionado med en slet skjult trang til en god krimi af og til, er det bestemt værd at give den spanske forfatter en chance.

"Vindens skygge" er den første bog af Carlos Ruiz Zafón, der er oversat til dansk. Inden da var den placeret på den spanske bestsellerliste i over et år.

Extremely high and incredibly loud. Det er titlen på en bog, jeg sluttede for en lille uges tid siden, men "extremely high" referer også til mit humør, både imens jeg læste den, og da jeg var færdig med den.

Mine damer og herrer; vi har her en kandidat til titlen som den bedste bog, jeg nogensinde har læst. Jeg læste den på engelsk, og med fare for at lyde prætentiøs, tror jeg, at det er den rette ting at gøre. Sproget er enkelt og alligevel præget af små finurligheder og nuancer, som jeg er bange for vil gå tabt i den danske oversættelse. Tonen er let og så alligevel ikke, hvilket giver bogen et både humoristisk, rørende og livsbekræftende udtryk. Samtidig adskiller den sig formmæssigt fra de fleste andre bøger, idet den indeholder grafiske elementer såsom plancher og billeder.

Det bliver svært at finde en bog, der lever op til den, men måske man skulle kaste sig over forfatterens debutroman "Alt bliver oplyst". Den skulle man muligvis være begyndt med, men there we go... mennesket handler ikke altid logisk.