Smartlog v3 » A » Ahhhh - sommer!
Opret egen blog | Næste blog »

A

Har man sagt A...

Ahhhh - sommer!

11. Jun 2007 16:45, Snebold

Jeg er vild med sommer! Også selv om jeg er blevet rød på skuldrene og nu skal være pakket ind i ting med ærmer (= kampsvedning) for ikke at blive ramt yderligere af de onde UV-stråler. Men det er jo en pigment-udfordrets evige problem, når solen står højt på himlen, og ozonlaget er trukket fra... Hvis jeg er udenfor længe nok (med SPF 9467) bliver jeg i bedste fald mørkehvid. Men det er jo ikke det, det handler om. Det handler bare om at være ude, nyde solen, de glade mennesker, ParadIS og alt det andet, der hører sommeren til. Ikke?

Min nuværende begejstring over sommeren kan naturligvis også skyldes, at jeg er stoppet på firmafrugt-jobbet og dermed har en følelse af at have uanede mængder af tid på hånden. Nu har jeg jo 'kun' specialet at koncentrere mig om, udover altså alle sommeraktiviteterne og nyt fantastisk indslag i mit liv. Og det der speciale, det skal altså bare ud af vagten!

Med fare for, at jeg inden længe bliver nødt til at trille mig i nemesis, tror jeg faktisk, at specialemakker og jeg kan aflevere i denne måned. For sidste gang mødes på det sædvanlige hjørne, med fire eksemplarer af fem måneders knoklen og cykle den uendeligt lange, lige vej til skolen. Og dermed have afsluttet vores uddannelse. (Med mindre vi dumper, altså, men dét skal man jo ikke tænke på). Vildt nok, egentlig.

Men jeg klapper lige hesten. Jeg vil se det speciale klasket i disken, før jeg tør tro på noget som helst. Og indtil da vil jeg bare nyde at have fri i de timer, jeg ellers plejer at være på arbejde. Især, hvis vejret fortsætter i de samme gode takter som hen over weekenden...

Kommentarer

  1. Pia
    11. Jun 2007 16:53
    1

    Hvor er det dog skønt at kigge "indenfor" for folk der også bare ELSKER sommer:)

    Held og lykke med specialeskriveriet.

Tags

Arkiv

Relaterede